|
Tourettes syndrom er en hjernelidelse, som i fagsproget betegnes som en organisk neurobiologisk lidelse. Tourettes syndrom er kendetegnet ved nogle karakteristiske tics-symptomer. Disse symptomer inddeles sædvanligvis i følgende 3 hovedgrupper:
1. Motoriske tics (ufrivillige bevægelser).
Der skelnes normalt mellem simple tics-forstyrrelser og mere komplekse tics-forstyrrelser.
De typisk forekommende simple motoriske tics er, at blinke med øjnene, at spærre øjnene op, at slikke sig om læberne, at skære tænder, at foretage pludselige kast med hovedet eller skulderen. Desuden ses gaben, grimasseren og rynken på næsen.
De typisk forekommende komplekse motoriske tics er generelle ufrivillige bevægelser, hvor arme og ben kastes i forskellige retninger, men også knækken eller trommen med fingrene, klappen, hoppen og trang til at berøre ting, andre mennesker og sig selv.
En mere speciel form for motoriske tics kaldes ekkopraksi. Her efterlignes andre menneskers mimik eller kropssprog.
2. Vokale tics (ufrivillige lyde og udråb).
Også her skelnes der normalt mellem simple tics-forstyrrelser og mere komplekse tics-forstyrrelser.
De typisk forekommende simple vokale tics er, grynten, snøften, brummen, hosten, pibelyde, høje skrigelyde. Der ses ofte tendens til at efterligne lyde, f.eks. ved at efterligne musikstrofer på en repeterende måde.
De typisk forekommende komplekse vokale tics er pludselige ufrivillige udråb af ord, stavelser, halve eller hele sætninger. En særlig form for udråb er koprolali, som er en ufrivillig brug af stærke seksuelle og ofte grænseoverskridende udtryk. Koprografi er en ufrivillig trang til at skrive stærke seksuelle udtryk. Endelig skal nævnes den såkaldte papegøjetale ekkolali, som især ses hos de yngre børn med Tourettes syndrom.
3. Sensoriske tics.
Personen mærker typisk en stikkende eller en indre kløende fornemmelse i kroppen umiddelbart før tics-udbrud. Det kan også føles som irritation i halsen og giver trang til rømmen.
I en del tilfælde ledsages Tourettes syndrom af andre forstyrrende følgetilstande. Man taler da om Ts+. Disse følgetilstande kan enten optræde enkeltvis, eller de kan optræde vekslende. Hos nogle optræder følgetilstandene samtidigt, hvilket kan være særdeles belastende for både personen selv og dennes familie. De almindeligste følgetilstande er:
ADHD, tvangstanker og/eller tvangshandlinger, angst, migræneanfald, søvnforstyrrelser, depression, adfærdsforstyrrelser og et voldsomt temperament, samt skole og indlæringsmæssige vanskeligheder. Nogle børn og unge med Tourettes syndrom (Ts+), har desuden en ringe tids og situationsfornemmelse, ligesom de ofte også har vanskeligheder med at danne sig overblik, analysere og planlægge.
|